Dyrkning af spirer – Sådan!
Når den friske salat forsvinder, og årstiden bliver kold og mørk, plejer vi at lægge kosten om til den lidt tungere slags med rodfrugter og andet ‘gemmegrønt’, men du kan faktisk stadig tilsætte din kost dine egne friske økologiske vitaminer. Og så er det nemt og billigt.
At dyrke spirer og tilsætte dem kosten er ikke en ny trendy idé. Brugen af spirer begyndte mange tusind år tilbage i følge kinesiske skriftruller. De blev allerede dengang anbefalet som gode helsemidler, der styrkede kroppen gennem næringsstoffer til de indre organer og fordøjelsen.
Mange frø kan bruges
Til spiring kan bruges broccoli, bukkehorn, hvede, byg, ræddikefrø, rucola, kløverfrø, karse, kløver, linser, lucerne, mungbønner, azukibønner og mange flere.
Når frøene spirer, sætter frøenes natur gang i en masse vitale processer, der skal gøre, at frøet har succes med at vokse. Det spirende frø er i dets storheds tid, og man finder fytokemikalier, antioxidanter, caroten, B-vitaminer, C-vitamin, folinsyre, K-vitamin og klorofyl i. Spiser du dem, booster du kroppens vitalsystem.
Sådan gør du
Det er enkelt at spire, og man behøver faktisk kun et rent glas, hvor man sætter frø i blød. De står i tre dele vand i 12 timer, og så sætter man et net over og hælder vandet fra.
Glasset stilles bedst i en skrå vinkel, så evt. vand kan rende fra.
Skyl frøene 2 gange dagligt, og efter 4 – 5 dage er spiren klar, og du har verdens billigste og sundeste mad.
Tips:
Stilles frøene mørkt eller tildækket, dannes der mere klorofyl. Stilles de lyst får du mere B3 og en sprød smag.
Til spiring kan der også købes funktionelle spirekasser i forskellige typer og størrelser.
OBS: Skyl spirerne godt, inden du spiser dem.
Spirer uden maveproblemer
En del spirer, som i størrelsen er som kikærter og op efter, danner trypsininhibitorer, der stjæler enzymet trypsin, og det kan give mavekneb. Koges kikærter i 5 min. neutraliseres stoffet.
I lucerne er der L. Canavanine, som forsvinder, når kimbladene kommer frem.
Hørfrø kan ved enzymproces danne blåsyre. Bør ikke indtages i store mængder.
Stoffer i boghvede kan give mere lysfølsom hud.
Spirer som tilskud
Spirer kan også fås som tilskud i pulver f.eks. hvedegræs eller byg. Fantastisk som booster i smoothies, eller anden mad, hvor de tilsættes.
Du kan også købe spirer færdiglavet. Her er der kommet nye regler for alle fødevarevirksomheder, der producerer og forhandler spirer og frø. Virksomheden skal autoriseres fra starten af, før produktion og salg, ligesom der skal være kontrol af hygiejne og bakterieudvikling.
Efterårstallerken med spirer
Spirer er velsmagende, sunde og lækre på mange måder. De gør sig godt på mad eller i en burger, som det grønne drys. - Eller bland en lækker salat med:
2 slags spirer, f.eks. lucerne og mungbønner.
Reven gulerod
Reven rødbede
Revet æble
Endiviesalat
Tomatskiver
Agurkeskiver
Blomkålsbuketter eller Broccoli.
Kilde: www.naturli.dk