Ferskenhud
Få en hud der er smuk, glansfuld og blød som en fersken. En sund hud handler bl.a. om hvilke næringsstoffer du tilfører huden gennem din kost.
Af Marianne Palm, Biopat og phytoterapeut
Får man ferskenhud hvis man spiser ferskner?
- Ja, det gør man faktisk. For skønhed til huden kommer indefra
Huden er ikke bare et hylster til at holde sammen på kroppen. Huden er også en glimrende sladrehank, der fortæller, hvis der foregår ting og sager i kroppen, som kunne være anderledes. Vidste du for eksempel, at bumser på hagen fortæller om dit hormonsystem? Pletter, udslæt, plamager og andre symptomer kan være tegn på, at leveren trænger til hjælp mod brankede fedtstoffer og alt for meget kage, slik, sodavand, mærkværdige konserveringsmidler, farvestoffer og alt det andet, vi fylder os med i vores hverdag.
Eller det vi ikke fylder os med. For huden kan ikke fungere uden to til tre liter vand. Den skrumper ind til en gammel abrikos. Vand skal bringe næringsstoffer til huden men også bortlede de mange affaldsstoffer, som vi enten ikke kan undgå, fordi de er en naturlig del af kroppens stofskifte, eller dem vi frivilligt fylder os med, fordi vi bare ikke kan lade være med at spise chips, pommes frites og chokolade.
En sund hud handler i høj grad om tilførsel af næringsstoffer og fjernelse af affaldsstoffer, og det involverer hele fordøjelsen, leveren, nyrerne, hormonsystemet og kredsløbet - ja stort set alle organer.
Sund hud gennem maden
Vi ved det allerede. Masser af grønt og frugt hver dag, mindre overstegt kød, flere fine planteolier og en masse fisk. Men får vi det gjort? Hånden på hjertet. Få vi spist masser af grøntsager og frugt hver dag? Hvor vi automatisk får de vigtige antioxidanter til huden? Hvor vi får de mange andre plantestoffer, som skal forebygge, afhjælpe eller regulere hudens fugtighed, immunforsvar, bindevæv og kredsløb? Vitale stoffer, som sørger for, at affaldsstoffer slipper ud via lever og nyrer frem for, at vi bruger huden som skraldespand?
Hvis skaderne allerede er opstået, kan det være svært at spise sig til en sund hud. Det tager lang tid, men der findes faktisk nogle genveje. Forskerne i udlandet har haft travlt og allerede nu ved vi, at kosttilskud med vitaminer, mineraler, antioxidanter, fedtsyrer og plantestoffer kan gøre en forskel. En kur på to til tre måneder sætter en positiv proces i gang. Det tager 10 dage for et enkelt hudcellelag at forny sig, så lidt tålmodighed skal der til.
Aktive stoffer til en hud, der gerne vil være yngre
Der er meget forskning på de såkaldte antioxidanter. Nogle små, men særdeles virksomme stoffer, som hindrer, at en masse frie iltradikaler drøner rundt på balladetur. De frie iltradikaler danner vi alle sammen, når vi trækker vejret, dyrker motion eller spiser. Men det er også vores mad, der giver os de værktøjer, som skal stoppe uromagerne i vores kroppe.
Hvis vi gerne vil bevare huden ung, er det en god idé at finde følgende antioxidanter frem:
- Lycopen fra tomater.
- Pycnogenol fra Fransk Strandfyr.
- Vindruekerneekstrakter, som alle modvirker ældning.
- C-vitaminer strammer bindevæv og immunforsvar og hjælper også med bortledning af giftstoffer.
- B-vitaminer sørger for, at alle processer i kroppen forløber normalt. Og en sund hud kan ikke skabes uden.
- Er huden træt og bumset eller tør, kan zink og silicium gøre en forskel.
- Udrensning og opbygning med urter.
Naturens skatkammer indeholder et væld af urter, vi kan rense ud og bygge op med. Urter, der hjælper leveren til at nedbryde affaldsstoffer. Urter, som får fordøjelsen til at fungere, som styrker nyrerne i deres udrensning og fremmer kredsløbet i de små fine blodkar ude i de yderste lag af vores kroppe. Urter, som hver især og speicielt sammen kan gøre en stor forskel på en træt eller ømtålelig hud. Find et godt udrensningsprodukt med forskellige urter, og følg kuren i mindst en måned.
Fedtstoffer skaber sund hud for yngre og ældre
De sunde fedtsyrer er et kapitel for sig. Hver gang vi spiser de usunde fedtstoffer, mangler vi de gode fra nødder, fisk og planteolier til at fremme kredsløbet i huden, så der ikke opstår rødmen, tørhed, rynker, irritation og inflammationer. En sund hud kan simpelthen ikke skabes uden de rette fedtstoffer. Olien fra kæmpenatlys kan f.eks. gøre en stor forskel. At fedtstofferne også er vitale for hormonsystem, nervesystem og ikke mindst kredsløbet er blot en positiv sidegevinst.
At gøre noget indefra - find vej gennem junglen af kosttilskud
Allerede fra tyve års alderen begynder vi at degenerere. Uhyggeligt men sandt. Kroppen er færdig med sin opbygning, og den skal nu bruge sine ressourcer til at bevare det skabte. Det kræver ekstra hjælp, men det er dog en individuel sag, om vi allerede som 22-årige skal tænke på, hvordan vores hud skal se ud, når vi bliver 40. Kig rundt i familien. Strutter bedstemor af sunde æblekinder, fin glat hud og en herlig glød, behøves der ikke at gøres så meget. Er familien mere rynket, er huden lidt for slap eller lider de stadig af lidt uren hud, kan der gøres en forskel nu.
Drik masser af vand, spis de sunde madvarer, som beskrevet ovenfor og suppler med et vitamin- og mineraltilskud. Helsekostbutikken ved, hvilke der er registreret som stærke produkter og dermed har det største indhold af vitaminer og mineraler. Brug urter, som virker positivt på den almene udrensning og opbygning i to til tre måneder. Har din hud allerede nået den rynkede abrikosalder, findes der produkter, der er udviklet til formålet. Produkterne kender de i helsekosten - spørg dem til råds.
Tjekskema for alle aldre
Inden du besøger butikken, kan du gøre dig nogle overvejelser. Jo bedre du kender din hud og din krop, jo bedre kan helsekosten hjælpe dig. Som du allerede har set, er det ikke kun huden, der skal behandles, men kroppen som helhed. Du skal måske have hjælp:
- Hvis der er ophobninger af affaldsstoffer, som der næsten altid vil være ved en træg tarmfunktion eller lidt for meget vand i kroppen.
- Hvis ikke dit hormonsystem fungerer normalt. Optimalt betyder blandt andet, at du og din krop har det fint før, under og efter menstruation. Alt andet kan tyde på, at der er brug for lidt assistance.
- Hvis din hud ikke er ren og fin - også i teenageårene.
- Hvis din hud kun bevarer fugten med store mængder daglig kropslotion.
- Hvis der er skjolder, plamager, for fedtet hud uden en frisk kulør.
- Tjekskema til den unge hud, der ikke klarer sig så godt.
En enkelt bums, som opstår før et stævnemøde kan klares udefra, mens mere kroniske problemer kræver hjælp indefra. I helsekostbutikken er de vant til at høre om slappe tarme, svamp under neglene eller andre problemer, som du måske synes er lidt for intime at diskutere over en disk. Men gør det bare. De vil hellere end gerne hjælpe dig, hvad enten din hud er ung eller gammel.
Marianne Palm er Biopat og phytoterapeut, redaktør af sund-forskning.dk og har sine faste sider i Ugebladet Søndag.