Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Artikler

Pigmentpletter – forebyg dem nu

Hvad er pigment i huden egentlig, og hvad skal den bruges til?

Pigmentpletter – forebyg dem nu

Pletter kan være charmerende på en dalmatiner, nuttede som små fregner i et ansigt og stærke som Pippi-karaktertræk. De kan være møgirriterende på den nye sofa og glade for øjnene som Polka dots på en kjole…Men pigmentpletter er sjældent velkomne.

Der findes mere end 70 forskellige pigmentforstyrrelser, men det er de mest almindelige, vi har fokus på, som omhandler hyperpigmentering. Der skal altid holdes øje med pletter, og om de forandrer sig, bliver mørkere og uens i kanterne. I tilfælde af man oplever forandringer, er det en god idé at få kigget på det af lægen.

Det er især vores ansigt, der er udsat for pigmentforandringer – det, der viser sig som pigmentskjolder, skygger, overskæg, pletter og plamager. Men også andre hudområder, der er mest eksponeret for solen, er udsat – f.eks. halsudskæring og hænderne.

Det er nu, der skal sættes ind og passes på, for når solen tager fat, så starter morskaben. Vi elsker jo solen af alle grunde, den varme livgivende, D-vitamin- og glædesfrembringende kugle af ild, der lyser deroppe på himlen. Ikke mindst det vigtige D-vitamin er en god grund til at gå ud og mærke solen på huden.

 

Er pigmentpletter leverpletter?

Men midt i al lyset er der så pletterne. Solen er som så meget andet – skidt med for lidt og skidt med for meget. Har du prøvet bare en lille solskoldning, ved du, at solens kræfter ikke er til at spøge med.

Men ikke alle er lige disponeret for pigmentpletter, ligesom der er forskellige stadier i livet, hvor vi er mere udsatte end andre. For eksempel oplever mange de første pigmentpletter i forbindelse med graviditet og senere, når alderen bliver sværere at løbe fra.

Det interessante er, at der er meget fokus på leveren i denne sammenhæng også. Tidligere spøgte man med at kalde de pigmentpletter, der kom med alderen, for leverpletter. Så blev det på et tidspunkt tilskrevet at være en myte, at det havde sammenhæng med leveren. Men mange nævner i forbindelse med leverrensningskure, at deres pigmentpletter bliver mindre eller helt forsvinder.

 

Hvad er pigmentpletter?

Hvad er pigment i huden egentlig, og hvad skal den bruges til?

Der er i det yderste lag af huden en masse celler kaldet melanocytter. Disse celler producerer melanin, som er den beskyttende brune farve, vi får. Det gør de ved et pigmenteringsenzym, der hedder tyrosinase, og som er det enzym, der danner melanin. I virkeligheden er melanin og den brune farve hudens måde at absorbere solens UV-stråler for at beskytte huden.

Men sker det over for lang tid eller på skadet, sårbar hud kan der blive produceret for meget melanin, som kan blive deponeret på huden som pletter. Faktisk er det melanocytternes sundhedstilstand og aktivitet, der afgør ens pigmentering, for deres langarmede (det ligner det) dendritter deponerer melaninen på huden som fingre – hvis ikke alle fingre fungerer ordentligt og kun enkelte deponerer melanin, så har vi pletten.

 

Sukker – en synder igen!

Pigment er hudens egen beskyttelse og derfor i sig selv vigtig for hudens sundhed og beskyttelse.

Derudover spiller hormoner og en øget solsensitivitet i forbindelse med graviditet en rolle, men sukker har også en indflydelse på vores hormonsystem. Faktisk er også D-vitaminmangel i spil her – og da vi lever en mere indendørs livsstil i dag, er mange i D-vitaminunderskud.

Dette vigtige vitamin viser sig at have meget større betydning end vi tidligere tillagde det – ikke mindst for vores immunforsvar, vores humør, knogler og altså også vores hud i forhold til pigmentering.

Hvis man tidligere har haft solskoldning, er huden på dette område også mere sensitiv over for nye solskader som pigmentpletter, og på samme måde kan flere former for medicin og reaktion på kemikalier i hudpleje og makeup gøre dig mere modtagelig. Naturligvis kan man også være genetisk disponeret for en sart hud i forhold til pigment.

 

Forebyggelse af pigmentpletter

Der er både noget at gøre forbyggende, og når pigmentpletterne er kommet. Faktisk kan soleksponering i lave mængder (tid) og intensitet med de områder dækket til, der er blevet plettet, virke regulerende for melanin-produktionen. Hvis man ligger lavt på D-vitamin, kan man tage tilskud og meget gerne ekstra omega 3-fedtsyrer fra hørfrø, chiafrø, alger mm. – og ikke mindst C-vitaminer.

Tag et grundigt kig på kosten, hvor det selvfølgelig er essentielt at skrue ned og helst helt eliminere sukkeret.

Skal der lidt til den søde tand, så få det gerne igennem søde kartofler, gulerødder og evt. bittersalater som babyspinat eller rucola med lidt ahorn- eller agavesirup over. Så er der både lidt til leveren og til den søde smagssans. Som snack har abrikoser den laveste påvirkning fra sukker, men ellers kan du blande nødder med tørrede frugter som dadler osv. Det er at foretrække frem for raffineret sukker, der også findes i meget forarbejdet mad.

Så mest muligt frisk mad, der taler til alle sanser og er fyldt med fibre, næring og smag.

Når pigmentpletterne allerede er der og vi gerne vil af med dem igen, kan vi faktisk stadig gøre noget for at fjerne den misfarvede hud, ligesom vi kan regulere og beskytte os mod nye pletter.

Fjernelse helt eller mere eller mindre kan ske f.eks. med laser, med elektrokosmetik – hvor man sliber huden, men mange oplever også store forbedringer igennem de meget aktive urtemasker, som fjerner overfladehuden. Alt sammen naturligvis alt efter, hvor stor udfordringen er.

Derfor bør du også træffe beslutningen i samråd med en kosmetolog, som kan finde ud af, hvad dit behov er, hvilket hun kan se, når du har været under den store afslørende luplampe. Efter disse behandlinger er det naturligvis vigtigt at beskytte huden ekstra i en periode med solcreme.

  

Grønne eller fermenterede drikke

Den grønne og bitre kost styrker huden indefra, men du kan også supplere med drikke, der har samme effekt. Prøv f.eks. en udrensnings-te og supplér med chlorella, spirulina, alger, kål, hvedegræs mm. er rensende, nærende og klorofylholdige.

I forlængelse af det skal lige nævnes at der findes spændende Kombucha drikke. Denne kejserens te, er i de nye versioner, næsten lækrere end læskedrikke.

Opholder du dig meget ude og får nemt pletter, så findes der heldigvis et hav af smarte hatte og kasketter. Så du kan gøre mode og en dyd ud af nødvendigheden og beskytte din ansigtshud med lidt naturlig skygge.

26 april 2016

Af: Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

Kilde: www.naturli.dk

Sortér efter