Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Slank dig tyk

Lene Hansson afslører, hvordan du undgår at tage det hele på igen efter en slankekur

Slank dig tyk

Af Lene Hansson

Den søde juletid er ovre og forude lurer bikinisæsonen. For mange af os taler vægten sit tydelige sprog. Bukserne strammer, og der er kommet lidt ekstra på sidebenene. Det er i hvert fald ikke lige nu, man har lyst til at skrue sig ned i en bikini. Så derfor går vi på kur – som så mange gange før i januar måned.

Alt hvad vi putter i munden bliver talt, målt og vejet. Og vi får smidt de overflødige kilo, men kun for at tage det hele på igen – og lidt til. Vi har slanket os tykke.

Og ifølge kostvejleder, Lene Hansson, er det vores egen skyld. Vi springer på den ene kaloriefattige kur efter den anden, hvor der ikke bliver taget højde for kroppens syre/base balance. Og når kuren er slut, tager vi ofte det hele på igen og vejer derefter endnu mere, og vores krop er i en endnu dårligere helbredsmæssig tilstand, end da vi startede.

For syre/base balancen er ikke noget, vi har lært at tage hensyn til. De fleste af os forbinder syre og base med fysiktimerne i folkeskolen, men i virkeligheden dækker det over meget mere end at blande væsker i en kolbe.

Mennesket har flere forskellige pH-værdier. Ude på kroppen er vi syrlige med en sur pH værdi. Det skyldes bl.a., at vi gennem huden udskiller affaldsstoffer, som alle er syrlige. Indvendigt i vores blod er vi svagt basiske, og for at kunne opretholde en normal vægt, et godt helbred, et højt energiniveau og samtidig være mentalt kvikke, skal vi overholde kroppens indvendige pH-balance, som er på 7,365. Faktisk er det lige så vigtigt at overholde den indvendige pH-balance, som det er at holde kroppens legemstemperatur på 37 grader.

For at holde denne balance skal vores kost helst indeholde 2/3 dele basiske fødevarer og 1/3 del syredannende fødevarer. For alt, hvad vi spiser, drikker og i det hele taget indtager, som f.eks. alkohol og medicin, påvirker vores syre/base balance, så vi enten får et syre- eller baseoverskud i kroppen efter forbrænding.

Desværre er det meste af den kost, som vi spiser, syredannende, og hvis kroppen ikke kan komme af med overskuddet af syre, eksempelvis igennem motion, forsøger den at neutralisere det. Det kan den gøre ved at trække på de reserver af base, som kroppen selv har. Det være sig vores knogler, muskler og nerver, der indeholder masser af basedannende mineraler som magnesium og kalk. Desværre går det udover kroppens funktioner, hvis der bliver trukket fra disse reserver.

Hvis kroppen derimod, af den ene eller anden grund, ikke kan trække på disse reserver, så den kan udskille syren, begynder den at ophobe syren i stedet. Det gør den ved at tilbageholde meget af den væske, som vi indtager igennem vores kost. Det betyder, at vi får væskeophobninger især i armene og benene.

Sekundært begynder den at holde fedtet fra maden tilbage, så den også kan oplagre syren fra affaldsstofferne i de inaktive fedtdepoter. Det er her, at vi kan mærke på vores vægt, at der er noget galt. For jo mere syredannende mad vi indtager, jo tykkere bliver vi. Og hvis vi prøver at smide de ekstra kilo med en almindelig kur, hvor der ikke bliver taget højde for syre/base balancen, kommer vi ind i en ond cirkel, hvor vi gradvist slanker os selv tykkere og tykkere.

Vi har hørt melodien mange gange før. At slanke sig handler om kostomlægning, og det er svært at bryde de gamle mønstre. Men ikke desto mindre er det det, der skal til. Til gengæld giver syre/base balanceret kost os ikke alene en sund og slank krop, vi kommer også i bedre humør og får mere energi og overskud i hverdagen.

Sammensæt din kost, så 2/3 er basedannende og 1/3 syredannende:

Basedannende:

  • Frugt (rå)
  • Grøntsager (rå og varmebehandlede)
  • Kartofler (alle slags)
  • Mandler
  • Paranødder
  • Urter, salat, spirer og avocado
  • Syrnede mejeriprodukter (surmælk, kærnemælk, yogurt naturel, cultura, ymer m.m.)
  • Urtete, friskpresset juice
  • Motion ilter kroppen og frigør syre


Syredannende:

  • Kød (kalv, okse, svin)
  • Fisk, skaldyr
  • Fjerkræ, æg
  • Mejeriprodukter (mælk, smør, ost, fløde)
  • Kornprodukter (mel, brød, pasta, spaghetti, kiks, knækbrød m.m.)
  • Alkohol, kaffe, te, sodavand, vin, saft fra karton og flaske
  • Slik, is, chokolade, pizza
  • Tobak, stress, medicin
Sortér efter