Et liv uden gluten
Du kan sagtens leve sundt og lækkert uden gluten og mælkeprodukter, der findes nemlig masser af skønne erstatninger i stedet for mælk og glutenholdigt mel. Ernæringsterapeut Trine Vesteraa giver dig her sine råd til et liv uden gluten og mælk.
Det kan måske virke fuldstændigt uoverskueligt at have et liv, hvor gluten og mælkeprodukter ikke indgår.
For hvordan får man lige en hverdag til at hænge sammen? Ifølge ernæringsterapeut og blogger, Trine Vesteraa, er det slet ikke så svært. Hun har siden 2009 undgået gluten og mælk i sin kost og har netop udgivet en e-bog ”Snacks og mellemmåltider uden mælk og gluten”, hvor hun disker op med skønne gluten- og mælkefri opskrifter. Derhjemme er det ikke noget problem for Trine Vesteraa at leve glutenfrit, men i sociale situationer, hvor man for eksempel er inviteret ud til middag eller skal på restaurant, kan det godt være lidt svært. ”På en restaurant er det lidt lettere, for der har du i højere grad mulighed for at sammensætte din mad selv. Når jeg skal til en privat middag, er jeg altid ærlig og fortæller på forhånd, at der er visse ting, som jeg ikke spiser, og at jeg selv kan tage mad med. Det er vigtigt, at man er helt ærlig og åben.”
Hjemme hos Trine Vesteraa spiser hendes mand til dels mælkefrit- og glutenfrit, men han køber også mælk og den slags til sig selv. Ifølge Trine Vesteraa er det blevet langt lettere gennem de senere år at få produkter, der kan erstatte gluten og mælk. ”Jeg bager selv mit glutenfrie brød, hvor jeg bruger mel, der er lavet af ris, majs, quinoa, boghvede eller kikærter, og efterhånden er der jo kommet rigtigt mange alternativer til produkter med gluten. Der findes pasta, som er lavet af bønner, majs og ris, og derudover er der også mange forskellige plantedrikke, for eksempel ris, mandel og soja, så jeg synes ikke at det er særligt svært at leve uden gluten og mælkeprodukter,” siger Trine Vesteraa. Det er måske først og fremmest til aftensmaden at det kan være problematisk, hvis man skal lave flere forskellige slags mad til de forskellige familiemedlemmer, men Trine Vesteraa mener, at også det kan løses. ”Man kan jo lave hele måltidet glutenfrit. Hvis man har en allergiker i familien, kan man sagtens finde glutenfrit pasta, quinoa eller ris, som hele familien sagtens kan spise. Hvis det er mad med brød, kan man have normalt brød samt noget glutenfrit brød. Der er som tidligere nævnt masser af produkter nu, som kan erstatte gluten. Jeg tror i hvert fald, at det er vigtigt, at den person, som ikke kan tåle det, ikke skal lide en masse afsavn,” slutter hun.
TIP!
Er det børn, der skal undgå mælk/ gluten, så er det vigtigt at have en lille kasse med snacks i skolen, så der altid er noget, hvis der bliver delt noget ud i klassen.
TRINES BAGETIPS!
- Brug loppefrøskaller til brød og boller
- Bland flere typer af glutenfrit mel
- Pensl boller med olivenolie, det giver en fin skorpe
- Husk at glutenfri dej skal være blød og typisk ikke kan æltes som almindelig dej
Trine Vesteraa ”Snacks og mellemmåltider uden mælk og gluten”