Lav din egen skægolie
En god skægolie giver fugt, næring og pleje til dit skæg, men også til huden under skægget. Det er nemt at lave din egen skægolie – læs mere her i artiklen.
Hvad er skægolie godt for?
Skægolie er et fantastisk produkt til dig med skæg. Efter brug vil du opleve, at skægget bliver blødere, mere glansfuldt og mere medgørligt. Derudover tilfører skægolien masser af fugt til både hud og skæg, hvilket resulterer i mindre irritation, skæl og kløe.
Måske tænker du, at olie har en fedtende effekt, hvilket det også har. Når du bruger skægolie, skal du kun massere få dråber ind i skægget. Dermed får du ikke det fedtede udseende. Skægolier kan købes færdiglavede, eller du kan gå i kast med at lave din egen. I denne artikel kan du blive klogere på, hvordan du laver din egen skægolie, som passer til lige netop dig og dit skæg.
Hvordan bruges en skægolie?
En skægolie er drøj i brug. Det betyder, at du kun skal bruge 2-4 dråber hver gang du påfører skægolie til dit skæg. Mange skægolier kommer i en lille flaske med tilhørende pipette, der gør det muligt nemt og enkelt at dosere skægolien. Massér dråberne rundt i håndfladerne og massér derefter olien ind i dit skæg. Sørg for at du får olieret masseret ind i hele skægget – helt ind til huden. Til sidst kan du med fordel stryge håndfladerne nedad over skægget. Dette får hårene til at lægge sig og du slipper for små afstikkere – skæghår der stritter til alle sider.
Sådan laver du din egen skægolie
Når du skal lave din egen hjemmelavede skægolie, skal du faktisk ikke bruge mange ingredienser. Som navnet antyder, så skal du bruge olie. Der er mange olier at vælge mellem, alle med forskellige egenskaber. Derfor kan du her læse om nogle af de mest populære olier, og deres særlige virkninger. Du kan vælge at bruge én olie, eller blande 2-3 olier sammen. Husk antioxidanter – de holder olien frisk, så den ikke bliver harsk. E-vitamin er en fantastisk antioxidant og findes desuden helt naturligt i mange af olierne. Ellers kan du med fordel tilføje nogle dråber i din blanding. Du finder E-vitaminolie her.
Hvis du gerne vil have, at din skægolie har en bestemt duft, kan du tilføje en æterisk olie. Dermed kan du få en skægolie med duft af alt fra pebermynte til lakrids. Når du skal vælge en æterisk olie, skal du vælge en der er til udvortes brug og som er egnet til påføring på huden. Nogle æteriske olier er ikke velegnede til huden, men det kan du altid læse, på det enkelte produkt.
- Arganolie
Arganolie fremstilles af argankerner og er rig på både vitaminer, fedtsyrer og antioxidanter. Særligt E-vitamin findes i store mængder, i lige netop arganolie. Som ingrediens i en skægolie virker arganolien fugtgivende, talg regulerende og helende. Den er derfor perfekt at bruge i en skægolie der skal bruges i forbindelse med skællende, tør og irriteret hud.
- Baobabolie
Baobabolie stammer fra koldpressede baobabfrugter, der vokser på baobabtræet i Afrika. Olien er rig på både omega-3-6-9, hvilket gør, at den bidrager til en velfugtet hud. Babobabolie er fantastisk mod kløende og tør hud og så trænger den hurtigt og nemt ind i huden. Duften af baobabolie er mild og nøddeagtig.
- Hampeolie
Hampeolie er en helt særlig olie. Dens forhold mellem omega-3-6 og 9 er nærmest perfekt afbalanceret. Derudover indeholder hampeolie også E-vitamin og mineralerne calcium, magnesium, jern og zink. Når du bruger hampeolie i din skægolie, opnår du en olie der fugter hud og skæg. Hampeolie absorberes hurtigt af huden og fedter derfor minimalt.
- Jojobaolie
Jojobaolie er olie presset af jojobanødder og indeholder omkring hele 97% enkeltumættede fedtsyrer. Jojobaolie er ret fed og trænger ikke superhurtigt ind i huden. Derfor skal olien også kun bruges i meget små mængder. Olien har en fugtbevarende egenskab og giver intensiv fugtpleje til tør og skællende hud.
- Kokosolie
Kokosolie stammer fra kokosnødderne. Når kokosolie opbevares ved stuetemperatur eller koldere, er den fast. Så snart olien opvarmes, f.eks. mellem hænderne, bliver den flydende. Derfor er kokosolien heller ikke ideel at blande i din skægolie, hvis du bruger mange andre olier. Du kan dog sagtens bruge en smule kokosolie i dit skæg. Her har skægolien en fugtgivende virkning på både skægget og huden. Alt efter om du kan lide duften af kokos eller ej, kan du vælge en kokosolie med og uden duft.
- Mandelolie
Mandelolie fra pressede mandler er drøj i brug. Derfor skal du heller ikke bruge meget af den ad gangen. Mandelolie har en fugtgivende virkning hvilket gør den perfekt til tør hud og tørt skæg. Duften af mandelolie er meget mild, men du bør undgå den, hvis du har nøddeallergi.
- Tetræsolie (tea tree oil)
Tea tree oil er særligt unik, dog med en meget dominerende duft. Tea tree oil stammer fra Australien og har gennem mange, mange år været brugt mod et væld af hudproblemer. Du går aldrig galt i byen med tea tree oil, uanset om du har tør, fedtet, skællende, irriteret eller kløende hud under dit skæg. Tea tree oil kan bruges mod det hele. Det eneste minus tea tree oil har, er
Skægolie – tre opskrifter
Måske ved du allerede hvilke olier du vil bruge i din hjemmelavede skægolie, ellers finder du her tre eksempler på skægolie opskrifter der er lige til at gå til. Hver opskrift giver ca. 30 ml skægolie. Ønsker du en mindre mængde skægolie, f.eks. 15 ml, skal du halvere mængden af alle ingredienser.
Skægolie til hverdagsbrug
Har du en normal hud, måske lidt tør engang i mellem og et kort – langt skæg, kan denne skægolie være rigtigt god til dig. Skægolien laves med arganolie og jojobaolie. Dertil tilsættes få dråber eucalyptus, cedertræ og e-vitamin olie. Eucalyptus giver skægolien en frisk duft der varer hele dagen.
Du skal bruge:
- 15 ml arganolie
- 15 ml jojobaolie
- 5-6 dråber eucalyptus eller cedertræolie (evt. 3-4 dråber, hvis du ikke ønsker en alt for stærk duft)
- Evt. 5 dråber ren e-vitamin olie
Bland olierne i en flaske og ryst den. Du kan bruge din nye skægolie med det samme.
Skægolie til meget tør hud/skæl
Er din hud under skægget meget tør, og oplever du at dit skæg er fyldt med skæl? Det er et tegn på, at huden trænger til fugt. Mandelolie, hampeolie og baobabolie giver masser af fugt og er særligt velegnede mod tør og skællende hud. Tilsæt lidt e-vitamin olie og evt. castor oil. Du kan også btuge tea tree oil – vær dog opmærksom på, at tea tree oil er meget kraftig i duften.
Du skal bruge:
- 10 ml mandelolie
- 10 ml hampeolie
- 10 ml baobabolie
- 5 dråber e-vitamin olie
- 5 dråber castor oil
Skægolie med sød duft og masser af næring
Vil du gerne have en skægolie der giver hud og skæg masser af næring, men som også har en duft af sødme. Med mandelolie og arganolie får du en skægolie rig på antioxidanter, vitaminer og andre næringsstoffer. Tilsæt evt. en æterisk olie med duft af appelsin.
Du skal bruge:
- 15 ml mandelolie
- 15 ml arganolie
- 5 dråber appelsin æterisk olie
Praktisk opbevaring af din skægolie
Det kan være svært at opbevare og dosere en skægolie korrekt. Enten får du hældt for meget ud så skægget bliver alt for fedtet, eller også bliver olien hurtigt harsk. Når du køber en skægolie, kommer den ofte i en mørk flaske med pipette eller dråbetæller-funktion. Dét kan du også få til din hjemmelavede skægolie.
Først og fremmest skal du bruge en flaske til din skægolie. Vælg gerne en glasflaske med mørkt glas – dette sørger for, at olien beskyttes mod sollys. Du kan vælge mellem flasker á 10 ml, 30 ml og 50 ml. Dertil fås pipetter, som sikrer en nem og nøjagtig dråbedosering. Skægolie skal kun bruges i små mængder, 2-4 dråber, hvorfor en pipette er helt fantastisk og brugbar. Sørg for at vælge en pipette der passer til den størrelse flaske, som du har valgt – ellers passer låget ikke. Du finder pipetter til 10 ml flaske her, 30 ml flaske her og 50 ml flaske her.
Sørg for at opbevare din skægolie ved stuetemperatur, ikke i direkte sollys og altid med låg på. På den måde gør du hvad du kan, for at din skægolie holder sig frisk og brugbar længst tid muligt.
Hvem kan bruge skægolie?
Alle med skæg kan bruge skægolie – uanset om dit skæg er kort eller langt. Din hud og dit skæg vil takke dig for det, da skægolien sørger for, at din hud holdes fugtig så skæl og kløe ikke opstår. Ved længere skæg vil du opleve, at det er nemmere at style/forme dit skæg.
Hjemmelavet skægolie med Helsam
Har du fået lyst til at lave din egen skægolie? Vi håber du er blevet klogere på de forskellige olier, og nu har den viden du har brug for, for at kunne blande din helt egen hjemmelavede skægolie. Du finder alle ingredienser og opbevaringsløsninger her hos Helsam. Bestil dine varer online på helsam.dk eller besøg os i din nærmeste Helsam-butik.