
Ingredienser
3 dl lunkent vand
7 dl sigtet økologisk speltmel
20 g gær
11 g salt
2 revne økologiske gulerødder (ca. 100 g)
Økologisk solsikkekerner
Ca. 5 store boller
Sådan gør du
Udrør gær og salt i det lunkne vand, og tilsæt det sigtede speltmel. Ælt dejen sammen med hænderne.
Tilsæt de revne gulerødder, og ælt dem ind i dejen. Dejen skal være fugtig og glat.
Dæk skålen med husholdningsfilm eller et låg. Sæt dejen til at hæve et lunt sted, til den har dobbelt størrelse. Det tager ca. 1 time.
Tænd ovnen på 230 °C over- og undervarme. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og del forsigtigt dejen i boller med en dejskærer. Rul bollerne i solsikkekerner.
Sæt en bradepande med kogende vand nederst i ovnen. Løft bollerne forsigtigt over på en varm bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 7 min. med damp fra bradepanden.
Tag derefter bradepanden ud af ovnen, og bag bollerne videre i ca. 10 min., indtil de er gyldenbrune (kernetemperatur 98 °C).
Lad bollerne køle af på en rist, inden de serveres.
Opskrift lavet af Aurion