Fri fragt fra 399 kr.

Fri levering til butik fra 99 kr.

Surdejsbrød med mariagertobahvedemel

Ingredienser
375 g lunkent vand
500 g mariagertobahvedemel
18 g salt
200 g frisk surdej
1 lufttæt beholder + lidt olivenolie
1 aflang hævekurv (kan undværes)

Sådan gør du
Hæld surdejen i en skål, og bland den sammen med mel og vand i en røremaskine – eller ælt det godt igennem med hænderne.

Tilsæt salt, og ælt dejen, til den slipper skålens kanter og er glat og smidig.

Hæld dejen over i en lufttæt beholder smurt med olivenolie. Lad dejen hæve ved stuetemperatur, til den er hævet ca. 40 %.

Form derefter dejen. Vend den ud på et ikke-meldrysset bord, og form den til en kugle med en dejskraber. Drys dejen og bordet med en smule hvedemel. Vend dejen om, og form den til et brød ved at folde den ind over sig selv som en konvolut.

Læg dejen i en aflang hævekurv (ca. 25 cm) drysset med rismel eller groft mel, og lad den efterhæve i 30 minutter. Sæt den derefter på køl, og lad den hæve færdig til dagen efter.

Tænd ovnen på 250 °C varmluft, og sæt en støbejernsgryde med låg ind i ovnen. Lad gryden varme op i 40 minutter. Vend derefter forsigtigt brødet over i gryden.

Lav et snit i brødet med en dejsnitter.

Sænk temperaturen til 190 °C, og bag brødet under låg i 20 minutter.

Tag låget af, hæv temperaturen til 240 °C, og skift til over- og undervarme. Bag brødet færdigt i ca. 20 minutter, til det har en flot brun farve (kernetemperaturen skal være 98 °C).

Lad brødet køle helt af på en rist, inden det serveres.

Tip – autolyse
Vil du gøre brødet endnu mere luftigt, kan du blande mel og vand først og lade dejen stå i 30 minutter under låg, så glutennetværket udvikler sig. Tilsæt derefter surdej, rør dejen sammen, tilsæt salt, og ælt, til dejen slipper skålens kanter og er glat og smidig.

Tip
Har du ikke en hævekurv, kan du lade dejen hæve i den lufttætte beholder. En hævekurv giver et smukt mønster i brødet.

Tip
Har du ikke en støbejernsgryde, kan du vende brødet ud på en brandvarm bageplade beklædt med bagepapir og bage det på samme måde.

Opskrift lavet af Aurion
Forrige Næste