Fri fragt fra 499 kr.
Fri levering til butik fra 99 kr.

Pandekager med økologisk, dansk ærtemel, banan og appelsin

Pandekager med økologisk dansk ærtemel, banan og appelsin

Bløde pandekager med økologisk dansk ærtemel, banan og appelsin – serveret med en sød og frisk appelsinsirup.

Antal: Ca. 8 pandekager

Forberedelsestid: 10 minutter

Tilberedningstid: 10 minutter

Kostretning: Glutenfri, vegetarisk og proteinrig

Ingredienser

Pandekager

  • 2 økologiske bananer
  • ½ økologisk appelsin, skallen herfra
  • 2 økologiske æg
  • 100 g økologisk hytteost
  • 1 spsk. økologisk honning
  • 50 g glutenfri, økologiske havregryn
  • 1 tsk. økologisk vaniljesukker
  • ½ tsk. salt
  • 80 g økologisk ærtemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 25 g økologisk smør, smeltet

Appelsinsirup

  • 3 økologiske appelsiner, saften herfra
  • 1 økologisk appelsin, skallen herfra
  • ½ dl vand
  • ½ økologisk vaniljestang
  • 60 g økologisk rørsukker
Helsam økologisk ærtemel fra danske Ingrid-ærter

Sådan gør du

1. Lav pandekagedejen

Kom bananer, appelsinskal, æg, hytteost, honning, havregryn, vaniljesukker og salt i en skål.

Blend med en stavblender, indtil du har en glat og ensartet dej. Dejen må gerne være lidt tyk i konsistensen.

Smelt smørret på den pande, du efterfølgende vil stege pandekagerne på. På den måde er panden varm og klar til brug.

Kom ærtemel og bagepulver i skålen, og rør forsigtigt rundt, indtil det er fordelt. Undgå at røre dejen mere end nødvendigt.

Hæld det smeltede smør i dejen, og fold det forsigtigt ind med en spatel, indtil dejen er ensartet.

2. Steg pandekagerne

Varm en slip-let-pande op ved middel varme. På en kogeplade med ni trin svarer det cirka til trin seks.

Lad panden blive godt varm, og fordel dejen i små klatter. Steg cirka 3-4 pandekager ad gangen.

Steg pandekagerne, indtil der begynder at komme små bobler på overfladen. Vend dem, og steg dem færdige på den anden side.

Tilsæt eventuelt lidt ekstra smør mellem hver omgang. Portionen giver cirka otte pandekager.

Pandekager med ærtemel under tilberedning

3. Lav appelsinsiruppen

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Mos vaniljekornene sammen med lidt af rørsukkeret.

Kom vaniljeblandingen i en lille kasserolle sammen med det resterende sukker, appelsinsaft, appelsinskal og vand.

Lad siruppen koge ind ved middel varme i cirka 30-45 minutter, indtil den har den ønskede konsistens.

Vær opmærksom på, at siruppen bliver tykkere, når den køler af.

4. Servering

Servér de lune pandekager med appelsinsirup, friske bær, frugt og yoghurt.

Tips & tricks

Smør i dejen

Smørret i dejen giver pandekagerne en dejlig smag, en god tekstur og en blød krumme. Samtidig betyder det, at du kan bruge mindre fedtstof på panden under stegningen.

Steg ved middel varme

Undgå at skrue helt op for varmen. Ellers risikerer pandekagerne at blive for mørke, inden de er gennembagte.

Hold varmen på middel, og steg pandekagerne i cirka 2 minutter på hver side.

Holdbarhed

Pandekagerne kan opbevares på køl i en lufttæt beholder i 2-3 dage.

De kan også fryses og tages op efter behov som en nem snack eller morgenmad.

Appelsinsiruppen kan opbevares i et lufttæt glas på køl i 2-3 uger.

Forrige Næste