✔ Fri fragt fra 299 kr.     ✔ Levering 1-3 hverdage.     ✔ Fri levering til butik!     ✔ Info om ændringer på Helsam.dk

Gode råd til dit tøjvask

Miljøvenlig tøjvask

Vasketøj der hober sig op - det kender de fleste. Nogle gange bliver vaskemaskinen ikke fyldt helt op, eller tøjet vaskes ikke efter anvisningerne. Det kan have betydning for både tøjets holdbarhed og vaskeresultatet. Her får du en række praktiske råd til, hvordan du bedst vasker dit tøj.

Sådan vasker du dit tøj effektivt

Det behøver ikke kræve meget at ændre dine vaskevaner. Med få justeringer kan du få bedre udbytte af hver vask og passe bedre på dit tøj.

Vask ved den rette temperatur

Følg altid vaskeanvisningen i tøjet. Mange tekstiler kan med fordel vaskes ved 20-30 °C, så længe vaskemidlet er egnet til lave temperaturer.

Undertøj, håndklæder, klude og sengetøj bør vaskes ved mindst 60 °C.

Sortér dit tøj

Inden du fylder maskinen, er det en god idé at sortere tøjet. Del det op efter farve, materiale og anbefalet temperatur. Undgå at blande hvidt og mørkt, da farver kan smitte af.

Gode råd til dit uldtøj

1. Luft oftere - vask sjældnere

2. Brug altid uldvaskemiddel

3. Koldt vand og skånsomt program 4. Læg uld til tørre - aldrig i tørretumbler

5. Pak ulden væk med omtanke

Uld har selvrensende egenskaber. Ofte er det nok at hænge tøjet til luftning udenfor (gerne i fugtigt vejr) for at fjerne lugt og friske fibrene op.

Almindeligt vaskemiddel kan ødelægge fibrene. Vælg et skånsomt vaskemiddel beregnet til uld, så tøjet bevarer sin blødhed og elasticitet.

Vask uld på uldprogram ved lav temperatur (30 °C eller koldt vand). For varmt vand eller centrifugering på høj hastighed kan få tøjet til at krympe.

Form tøjet forsigtigt, når det er vådt, og læg det fladt på et håndklæde, mens det tørrer. Undgå tørretumbler og direkte sol, da varmen kan ødelægge fibrene.

Når uldtøjet ikke bruges i længere tid, fx om sommeren, så opbevar det rent, tørt og gerne i en lufttæt pose eller kasse. Det beskytter mod møl og holder tøjet pænt til næste sæson.


Brug den rigtige mængde vaskemiddel

Følg doseringsvejledningen på vaskemidlet – mængden afhænger af både vandets hårdhed og mængden af tøj. Mere vaskemiddel giver ikke nødvendigvis et renere resultat.

Husk at anvende specialvaskemiddel til uld og silke. Det skåner fibrene og forlænger tøjets levetid.

Hold din vaskemaskine ren

Efter vask – lad maskinens luge stå på klem, så fugt kan slippe ud. Rengør jævnligt gummilisten og sæbeskuffen. Kør af og til en tom kogevask (90-95 °C) for at reducere bakterier og sæberester.

Vaskemiddeltyper og deres egenskaber

På Helsam.dk finder du forskellige typer vaskemiddel, fx:

  • Pulver: Effektivt til hvide tekstiler og højere temperaturer.
  • Flydende vaskemiddel: Let at dosere og velegnet til kulørt tøj og koldere vaske.

Vi forhandler bl.a. vaskemidler fra Sonett, Ecover og Maison Belle.

Der findes også alternativer som vaskenødder, som frigiver naturligt forekommende sæbestoffer (saponin), når de kommer i kontakt med vand.

Skal du bruge skyllemiddel?

Skyllemiddel bruges primært for at blødgøre tøjet og reducere statisk elektricitet – især i syntetiske tekstiler. Hvis du ikke har behov for det, kan du sagtens undvære det.

Tørring af tøj

Har du tørretumbler, kan du forkorte tørretiden ved at bruge tørrebolde. De løfter og separerer tøjet i tromlen, hvilket forbedrer luftcirkulationen.

Lufttørring udendørs er også en mulighed. Hvis du tørrer tøj indendørs, så husk at lufte godt ud – en tøjvask kan afgive flere liter fugt.

Små ændringer i hverdagen

Små ændringer i din daglige vaskerutine kan gøre en stor forskel for både tøjets holdbarhed og resultatet af hver vask. Sørg for at følge tøjets vaskeanvisning, brug det rette vaskemiddel, og vedligehold din vaskemaskine – så får du mest muligt ud af hver vask.

Forrige Næste